VARMT NYT FRA DET KØLIGE NORD !

Nej, nej - vi er hverken faldet overbord eller blevet ædt af en hval !  Vi nyder vort togt så meget hver dag, at vi helt glemmer at berette om det.  Og det kan jo ikke blive ved med at gå !

I går mødte vi et par andre danskere, der er med på turen. Deres allerførste krydstogt.  De var forbavsede over, at der er så meget vand på denne tur. Det forbavser til gengæld os.  Hvordan skulle vi ellers kunne sejle helt op til Svalbard, hvis der ikke var vand.  Men for os, der har krydset både Atlanten og Stillehavet og sejlet en god del på Sydhavet, er denne tur nærmest en sviptur til søs.  En herlig sviptur. Vi synes dog, der bliver lidt overbefolket indendøre, når vejrguderne jager alle ind.  Men med lidt god vilje og lidt puffen til højre og venstre går det godt alligevel.  I dag - onsdag - gynger "færgen" ganske godt, fordi ham vestenvinden har gang i blæsebælgen.  Det har til gengæld den fordel, at hvis man er løbet ind i lidt stærke livsforlængere på et af skibets vandhuller, så er der ingen, der kan se det.  Alle går og dingler!  Så hvorfor ikke benytte sig af det :-)

TROMSØ - denne dejlige by besøgte vi forleden dag. Den må være Nordnorges perle!  Det er et sted, der ligesom kryber ind under "nyde-huden" på én.  Startende med en fantastisk indsejling med fjelde, sneklatter, bugte og små hyggelige huse, så langt øjet rækker.  Byen fortæller, at der er spor af bebyggelse i hvert fald helt tilbage til det 11. århundrede, altså til slutningen af vikingetiden.  Formentlig har der været beboelse meget længere. Man ved, at de første mennesker kom østfra til Nordnorge for 11.000 år siden. Midt i byen ligger en gammel fæstning med ligeså gamle kanoner. Det er nu museum.  Byen har alt det, en rigtig by skal have: atmosfære, liv, butikker, bryggen, supermarkeder, restauranter, cafeer, og kirker.  Ja, der er mindst to kirker i byen.  Den ene er den berømte Ishavskatedral.  Den var den lange travetur over en lang bro mere end værd.  Se billederne af katedralen både indefra og udefra nedenfor.

Derudover har byen en katolsk kirke - pæn stor endda.  Så Romer-kirken er til stede helt her oppe også.

Det andet meget spændende besøg for os var Polarmuseet.   Det fortæller på glimrende vis - og ikke alt for "museums-detaljeret" - om mennesker og dyr heroppe i det nordlige, inkl. på  Svalbard.  Det har ikke været nogen dans på roser for hverken mennesker eller dyr.  Men de har med garanti nydt tilværelsen på deres måde, i hvert fald det meste af tiden.  

Vi kunne forstå, at vi har været meget heldige med at være her i flot vejr. Solskin og de store, vide horisonter.  Der har været meget regn i den senere tid.  Det betød selvfølgelig også, at der var meget grønt.  Og så var der en hyggelig cafe med udendørs servering. Den skulle selvsagt afprøves. Og den bestod med glans :-)

Comments

Popular posts from this blog

OM NORGES OG DANMARKS ADSKILLELSE I 1814

BESØG I DET ALLERFLOTTESTE AF NORGE