SÅ HAR VI "GJORT" HAMBURG !

Første stop på vort togt er HAMBURG. Her har vi nu tilbragt et par hyggelige dage i denne spændende Hansa-stad.  Vi har været her mange gange før. Man opdager noget nyt hver gang.  Tysklands næststørste by med 1,7 mill. indbyggere.  Byen har opkaldt dens lufthavn efter en af dens kendteste borgere gennem tiderne: Helmut Schmidt Airport.  Og byen har ialt 2.300 broer ialt. Det er flere end Venezia og Amsterdam - tilsammen !  Den nu UNESCO beskyttede Speicherstadt er bygget på pæle i 1880erne. Det var oprindelig pakhuse. Nu er det dyre boliger, kontorer, osv.   Havnen - Europas næststørste efter Rotterdam - fik vi et godt indtryk af i går på et 2-timers mini-krydstogt til alle vigtige dele af den.   Vejret har været fantastisk, næsten lidt for varmt ind imellem.

På vore vandreture mødte vi pludselig også lidt Danmarks-historie.  Vi løb ind i selveste Struensee.  Ikke personligt, men vi så flere måder byen her hædrer ham.  Vi vidste godt, at han kom fra og var læge i den "danske" bydel i Hamburg, Altona, inden han overtog den danske konge og ikke mindst den danske dronning - samt statens styre.  Han har som bekendt ikke noget særlig godt navn i dansk historie - selv om han i virkeligheden lavede en fredelig dansk udgave af den franske revolution 20 år før den franske.  Her er han et stort navn. I Altona så vi et gymnasium og en gade, der begge er opkaldt efter ham. 


Vi har også besøgt Liselottes tyske oldeforældre og en del af deres efterkommere på Nienstedten kirkegård her i den vestlige del af Hamburg. Hendes oldefar, Moritz, var en meget succesrig forsikringsmand, der forsikrede skibene, der sejlede på Elben. Ham vil vi drikke en særlig skål for, når vi glider afsted på denne gode flod i aften.

Og vi sluttede dagen i går med et dejligt måltid på Ratskeller i Hamburgs imponerende rådhus.  Magen til rejebisque har vi stort set aldrig smagt før !

I dag tager vi afsked med byen i denne omgang med en forhåbentlig ligeså dejlig søndags-brunch på havneterrassen her på vort glimrende hotel.

Livet er for kort til dårlige måltider!

Comments

Popular posts from this blog

OM NORGES OG DANMARKS ADSKILLELSE I 1814

BESØG I DET ALLERFLOTTESTE AF NORGE