HVORFOR NETOP DETTE KRYDSTOGT ?

Ja, det er et godt spørgsmål. Hvorfor netop dette krydstogt - vort 16. ialt ? Og hvorfor lige nu?

Det er der flere gode grunde til. 

For det første vil vi gerne fejre vort sølvbryllup på en særlig måde.  Dagen er ganske vist først om et par måneder. Men det er altid godt at være i god tid med noget godt.   Og denne særlige måde har vi besluttet skal være at fejre det lige præcist, når vi passerer Polarcirklen. Det gør vi på denne tur. Ikke bare én gang, men hele to.   Så gemytlig og utraditionel fejring tvende gange og på tvende forskellige måder!  Først den 13. på vej op - og så den 20. på vej sydpå.

For det andet har vi altid ønsket at "krydstogte" fra Hamburg og dermed sejle i vort store skib på Elben.  Se det grønne landskab glide forbi, mens vi bliver betjent på bedste italienske vis.  Også det prøver vi to gange - sidste gang meget tidligt om morgenen.

Og for det tredje har det nordligste af Norge, ikke mindst Svalbard, stået højt på vor ønskeseddel.  Vi har indtaget Nordkap og omegn fra landsiden. Det var for præcist 26 år siden - i juni 1992.  Nu bliver det fra søsiden.  Og de ca. 3000 isbjørne på Svalbard har vi fortsat til gode. Vi møder forhåbentlig ikke dem allesammen, måske slet ingen. Vi får se. Men alene turen helt op til Le Grand Nord er selvsagt en oplevelse i sig selv.   Og at slutte turen i de fortryllende vestnorske fjorde bliver heller ikke nogen straf!

I det hele taget kan vi nok på denne tur ikke lade være med at sende en venlig og nysgerrig tanke tilbage til de gæve vikinger, der for mere end 1000 år siden bemægtigede sig disse områder - og meget mere til.  Vore brødre til søs!

Alt dette vil vi stornyde, mens vi lader os betjene på alle måder af og på et af de allernyeste og allerstørste krydstogtskibe i verden:  MSC MERAVIGLIA.     

Vi kan næsten ikke vente! Og det skal vi heldigvis heller ikke. Der er afgang her fra Rixensart om præcist en time!

Comments

Popular posts from this blog

OM NORGES OG DANMARKS ADSKILLELSE I 1814

BESØG I DET ALLERFLOTTESTE AF NORGE