DE VILDE VOVER - DER IKKE ER SÅ VILDE !

Nu er vort rigtige krydstogt rigtigt godt i gang! Hamburg er godt - men de vilde vover er bedre!  Især når de ikke er alt for vilde.

Vi startede vort togt med at borde vort gode skib MSC MERAVIGLIA i den nye og 3. krydstogthavn i Hamburg. Den ligger på øen Steinwerder syd for centrum. Og vor første opdagelse var, at skibet faktisk er endnu større, end vi troede.  Det kan fragte ikke bare 4.500 passagerer, men ialt 5.700 !  Og med godt 1.500 stk. besætningsmedlemmer til at passe os op. Og vi har indtryk af, at skibet er helt fyldt op.  Alligevel gik indcheckningen fantastisk nemt og hurtigt. Lige pludselig stod vi i vor kabine nr. 97 på 13. dæk.  Skibet har ialt 19 dæk.  Og så er dets gudmor ingen ringere end Sophia Loren !   Skibet sejler i denne sæson i de nordeuropæiske farvande. Men fra næste år holder det mest til i Caribien.  Da får det nemlig et par lige så store søsterskibe til at afløse sig i Europa.  Vor kahyt er på 17 kv.m. og har alle bekvemmeligheder - undtagen en stol.  Den italienske indretningsarkitekt har bestemt, at en skammel ser pænere ud. Så hvis skriften hopper her i dagbogen, så er det måske fordi jeg er faldet af taburetten undervejs :-)    Vi har også balkon med hele to stole og et lille bord.  Den bliver nok ikke slidt op i de kølige temperaturer, vi snart kommer op til.

Fra Hamburg gik turen vestpå ad den gode flod Elben.  Den starter helt nede i Sudeterne i Tjekkiet, og via Dresden og Magdeburg er den nået frem til Hamburg, hvor den har vokset sig stor og mægtig.  Fra Hamburg ud til Nordsøen er der 130 km  ( ud af hele Elbens længde på 1.165 km ).   Og det er en fin, fin tur ud gennem det flade marskland - med Schleswig-Holstein til styrbord og Niedersachsen om bagbord.  Vi forventede nok, at al aktivitetet inde på land ville gå helt i stå i benovelse over vort imponerende skib, der gled gennem landskabet. Men nej. Det er så vant til. Der kommer indtil flere at samme størrelse forbi hver dag, så de er mere forbavsede, når der ikke kommer nogen. På vejen sejlede vi bl.a. forbi de enerme fabrikker, inkl. en stor landingsbane, som AIRBUS har lige vest for Hamburg.  De er byens næststørste arbejdsplads.  Længere ude passerer vi holstenske Glückstadt, som vi selv har besøgt en gang. Og endnu længere ude kommer vi forbi A-kraftværket Brunsbüttel.

Næste store oplevelse på vejen er NORDSØEN.  Eller Vesterhavet, som vi kaldet det. Vi har for år tilbage flere gange sejlet fra Esbjerg til Harwich i England ( da den rute stadig eksisterede ). Men vi har aldrig prøvet at sejle "på langs" af Nordsøen. Det var nat på denne tur. Så vi kunne se masser af andre skibe og nogle få af de 173 aktive olie-boreplatforme, der findes i området. Skipper kunne forhåbentlig også se dem allesammen.  Det fik mig til at tænke på den 29. september 1981, da jeg sammen med en lille håndfuld danske politikere var inviteret af A.P.Møller til at besøge en olieboreplatform i Gorm-feltet. Vi fløj med helikopter fra Esbjerg ud på platformen. Blandt de øvrige deltagere var bl.a. Uffe Ellemann og Niels Helveg. Vi havde en hyggelig, informativ og gemytlig tur med min gamle ven Karsten Borch som vært.  Dengang arbejdede der 3000 mand derude ( vel at mærke mænd  - kvinder var forment adgang ). Daværende justitsminister Nathalie Lind havde dog lige været på besøg nogle dage før os. Det mente man ikke ville hidse borebisserne unødigt op :-)

Ja, Nordsøen sætter mange tanker i gang. Også om den maj-dag i 1916 midt under 1. verdenskrig, da den britiske og den tyske flåde blev så frygtelig uvenner og stødte sammen i et voldsomt slag 145 km vest for Thyborøn.  Man kunne høre den voldsomme kanontorden et godt stykke ind i Jylland. Briterne mistede 14 skibe og 6.700 mand og tyskernes tab var 11 skibe og 3.000 mand. Altsammen på mindre end 48 timer. Og begge parter påstod naturligvis bagefter, at de havde vundet slaget.

Mens vi her sejler nordpå langs Jyllands vestkyst går tankerne også tilbage til de mange hyggestunder, vi i årenes løb har haft hos Annelise og Poul i deres dejlige sommerhus i Vedersø ( kaldet Vejse blandt de lokale ).  Det gode ved at blive ældre er bl.a., at man er beriget med en masse dejlige minder og oplevelser! 

Heldigvis havde vi hele mandag til at udforske og afprøve vort skib.  Og der er sandt at sige nok at opdage og at opleve.  Affodringen sker masser af steder på skibet. Vi har på denne tur valgt - og betalt for - en pakke, som de kalder MyChoice.   Det betyder bl.a., at vi kan spise, når vi har lyst og ikke til faste tidspunkter som på andre krydstogtskibe.  Vi synes, det er bedre at spise, når man er sulten, end bare når man skal !   Og det virker virkelig godt.  Vi har fundet to utrolig venlige ukrainske tjenere, Roman og Ivan. Og de synes heldigvis også godt om os, så vi får - tror vi - en ekstra god betjening :-)   Maden er aldeles glimrende - også fordi den ikke øses op i gevaldige mængder. Man har en ærlig chance for at spise op.  I buffet-restauranten, som vi bruger om morgenen og til frokost, er der oceaner af dejlig og forskelligartet mad, som man kan kaste sig over.  Her har vi også fået et par hyggelige tjenervenner - en hel sort karibisk mand og en  sydafrikaner fra Durban.    Vort udvalgte "vandhul" hedder SkyLounge og ligger på 18. dæk med flot udsigt ud over skib og verden.

WiFi virker nogenlunde ombord. Og TV kanaler er der dusinvis af, inkl. alle de store internationale.  Desværre har vi ikke fundet nogen kanal endnu, der ikke taler om "Tumpen" og hans "tumperier" hele tiden.   Men vi har fundet afbryderknappen!

Eneste klagepunkt er, at skibet må have købt sengene i Kina.  De er i hvert fald, hvad jeg kalder "Kina-hårde" at ligge på :-(   Men det har vor søde og meget hjælpsomme cabin-boy fra Honduras ordnet.  Vi har fået hele 4 ekstra overmadrasser lagt på!   Det hjalp.  Og det hjælper også på udsigten ud over havet og landskabet!   Så selv på senge-fronten er vi nu glade og tilfredse.    Det er i det hele taget svært at bevare pessimismen !     

Nu er vi helt klar til at indtage Norge, og hvad de gode nordmænd og deres isbjørne måtte have at byde på !



Comments

Popular posts from this blog

OM NORGES OG DANMARKS ADSKILLELSE I 1814

BESØG I DET ALLERFLOTTESTE AF NORGE