BERETNING FRA DET NORDLIGSTE NORD - I HVERT FALD I EUROPA

Vi er nu sejlet knap 1000 km mod nord-nordvest fra Tromsø.  Turen gennem Ishavet har været aldeles rolig og behagelig. Vi var endda en del gange på vor polar-kølige balkon for at se på midnatssolen og på hvalerne. Den første var der til fulde - de andre gemte sig i deres enorme "badekar".  Skibe var der ikke nogen af.  Derimod blev vi hele vejen fulgt af måge-lignende fugle, der var mere interesserede i små fisk i havoverfladen end i os. Vi blev fortalt, at disse fugle lever 60-70 % af deres tid i luften.

Og så var vi der pludselig. Vort togts nordligste mål:  SVALBARD. Det betyder: den kolde kyst. Der er dog stadig ca. 1.300 km til Nordpolen!  Det er ikke én, men ca. 400 øer. En af de største hedder Spitzbergen, fordi den har nogle meget spidse bjerge. Hele området er 50% større end Danmark.   Svalbard blev opdaget i 1600-tallet af den hollandske opdagelsesrejsende Willem Barents. Men lur mig, om ikke vikingerne også har kigget forbi for godt tusind år siden.  Øerne var ingenmandsland, indtil de fra 1925 gennem en international traktat blev norske.  Traktaten siger dog, at alle lande har ret til at udnytte råstofferne på øerne. Det er kun Norge og Rusland, der gør det i dag.  Det er især kul, der brydes. 

Der bor ca. 3.000 mennesker på Svalbard. Den største gruppe er forståeligt nok nordmænd ( ca. 700 ). Den næststørste gruppe er filippinere.  Derefter følger russere - og masser af andre nationaliteter.  Vi havde en herboende tysk pige som guide.  Hun kom herop for 7-8 år siden og syntes så godt om stedet, at hun besluttede sig til at flytte herop.  Hun er som flere andre fra mange lande guide. Og det er der god brug for, da ca. 30.000 turister kommer forbi hvert år.

Der er også ca. 3.000 isbjørne på Svalbard, og det går dem i dag godt. De er fredede - dog ikke altid fredelige. I dag er det kun 1 dræbt isbjørn pr. år, fordi et eller andet farligt var på færde. Tidligere var det mange flere.  Deres største lækkerbisken er sæler, heldigvis ikke mennesker. De lever og opererer over hele området, og de mere nervøse har altid en riffel med, når de er udendørs.  Jeg regnede med, at jeg kunne klare mig med en skarp tunge.  Og det kunne jeg :-)

Som I kan se på dette billede, ser det hvide dyr ganske fredeligt ud. Vi hilste ærbødigt på hinanden :-)

Svalbard huser også omkring 10.000 rensdyr af en særlig art.  Nogle få herboende lapper tager sig af en del af dem.  Og så er der alle fuglene.  Men der er kun én fugl, der overvintrer - resten er trækfugle og begiver sig om vinteren sydpå, også til og via Danmark.  Den store, grå Svalbard-gås kommer i titusindvis til Danmark og flyver videre sydpå.   Vi har set 60.000 af dem på en mark ved Ringkøbing.

Og så er der som sagt turisterne. Dem er der allerflest af. Det giver af og til visse transport-problemer. Svalbard har kun 6 busser, så det tager lidt tid at fragte folk rundt.  Vi kom på udflugt med en af dem.  Den kørte os bl.a. på besøg i en hunde-farm med 265 slædehunde.  Fantastisk søde husky-hunde, der alle gerne ville klappes og snakkes med.  De havde hvert deres vel-indrettede hundehus.  Og når der kommer turister, der gerne ville prøve at køre hundeslæde, så er stor konkurrence mellem hundene om at komme med.  De er helt vilde med at trække slæderne ud over vidderne.  I februar måned er der vildt travlt.  Og her om sommeren har man sat hjul på slæderne, så det fortsat er muligt at få en tur.  På hunde-farmen mødte vi bl.a. en ung pige fra Aalborg, der i vinter havde taget job på farmen.  Hun syntes, atd et liv var alletiders.  Man kunne se på hende, at hun stortrives.

Se et par billeder fra besøget:

Svalbards hovedstad hedder Longyearbyen. Jeg har indtil nu troet, at det var et eller andet nynorsk ord og har endda prøvet at udtale det på en slags norsk. Men nej.  Byen er såmænd opkaldt efter dens grundlægger, den amerikanske industrimand John Longyear.   Han startede mineindustrien heroppe i begyndelsen af 1900-tallet.   Byen har alt, hvad man behøver. Vi benyttede os bl.a. af det flotte posthus til at sende et par hilsner. Og vi nød meget at gæste byens Polarmuseum, som er virkelig interessant og rigtig godt lavet.  Vor tyske guide-pige fortalte, at hun ofte blev spurgt, hvad folk laver om vinteren.  Og det forklarede hun på denne elegante måde:  Vi har én af alting heroppe -  et sygehus, en brugs, et posthus, en restaurant, osv.  Men vi har 3 børnehaver!

Det var et meget spændende besøg på alle måder. Men vi er nu glade for, at vi ikke skal bo der hele året !